Når folk finder ud af, at jeg har 5 jakkesæt liggende i mit skab, og alligevel er på udkig efter et sjette, så undrer de sig ofte. De ved nemlig godt, at det ikke er et krav fra min arbejdsgiver: jeg arbejder på min computer, møder sjældent kunder, og klarer typisk mit job hjemmefra. De ved også, at jeg er lykkeligt gift, og at min kone finder mig ligeså attraktiv i et sæt joggingtøj som i en nystrøget skjorte. Så hvorfor i alverden gør jeg det?
Jeg forstod ærligt talt ikke spørgsmålet i starten. Mit syn på jakkesæt har altid været helt anderledes end det, som jeg nu kan forstå, de fleste andre danskere har. Det var først efter nogle lange aftaler, over en del glas whisky, at jeg fik indsigt i denne forskel.
Det viser sig nemlig, at de fleste ser jakkesæt som noget, man kan være nødt til at bruge penge på og have på. Den typiske ejer af et jakkesæt har altså, åbenbart, ikke været ude at købe jakkesættet af egen fri vilje. Det var ikke fordi de havde lyst til at eje det jakkesæt. Det var bare et krav fra deres arbejdsplads, at de skulle have jakkesæt på.
Nogle af dem finder så også ud af, at mange kvinder finder jakkesættet flot at se på, og vælger derfor måske at bruge jakkesættet lidt udenfor arbejdspladsen også. Men udelukkende som et værktøj til at tiltrække sig noget opmærksomhed fra det modsatte køn. De nyder stadig ikke at have jakkesættet på, og ville stadig ikke have købt det, hvis det ikke var påkrævet.
Jeg ser det lidt ligesom læsning i folkeskolen. Da jeg først lærte at læse blev jeg bidt af at læse bøger. Jeg kunne læse flere timer om dagen. Men hver gang lærerne i skolen gav mig lektier for, så mistede jeg fuldstændigt appetitten for læsning. Et jakkesæt er noget du kan nyde, hvis det er dig selv der tager beslutningen om, at eje og bære det. Hvis du udelukkende gør det, fordi du får besked på det, så vil der altid ligge en form for indre modstand.
Men jeg lover dig, at du vil kunne sætte enormt stor pris på et jakkesæt, hvis du betragter det som en investering. Lad være med at købe det første jakkesæt du ser, og lad ikke prisen være den primære faktor. Når du køber et jakkesæt til dig selv, som en investering i dit eget velbehag, så kan du tillade dig at være tålmodig. Kig på alle mulighederne, og tal med skrædderen om, hvad der er muligt. Mærk forskellen på de forskellige materialer, og find noget du virkeligt godt kan lide. Hvis du begynder at se på dit næste jakkesæt som en investering, og som et personligt valg, så vil det åbne en helt ny verden for dig. Pludseligt kan du træde selvsikkert ud i verden, klædt elegant og professionelt på, og være helt og aldeles ustoppelig.