Vi går rundt og lever vores liv dag til dag, og tænker ofte ikke særligt langt ud i fremtiden. Det er specielt tilfældet i dag, hvor alting bevæger sig så hurtigt. Prøv at tænke på, hvordan verden så ud for bare 20 år siden – hvilken tilstand internettet var i, hvad folk lavede i deres fritid og så videre. Det er klart at vi har svært ved at spå om fremtiden, når teknologien på den måde vender op og ned på vores liv med jævne mellemrum. Men det er dog heller ikke en smart tilgang, helt at glemme at vi har en fremtid. Det fører nemlig til kortsigtede beslutninger, som i sidste ende skader os.
Et af de steder, hvor jeg selv har været rigtig dårlig til at planlægge ting på lang sigt, er hjemmet. Før i tiden boede folk i det samme hus hele deres liv, og huset gik også ofte i arv i flere generationer. Det skabte nogle stærke incitamenter til, at sikre at huset altid var i god stand, og til at investere tid og penge i forbedringer. Men i dag går alle rundt med en usikkerhed om, hvor de bor om bare 5 eller 10 år. Det betyder desværre, at vi undlader at gøre ting, som vi ellers ville sætte stor pris på.
Mit hjem blev eksempelvis ramt af en brandskade for godt 2 år siden, og der er stadig en lugt af brand at finde i alle rummene. Når der går ild i en bygning, så kommer der en masse kemikalier i spil, som har en meget kendetegnende lugt. Den minder lidt om den lugt man får i næsen, når man sidder ved et bål på en campingtur, men kombineret med en syntetisk og nærmest syrlig lugt. Alt i alt er det ikke en særlig behagelig lugt, og jeg ville være rigtig glad for at få den fjernet. Men det skulle tage to år for mig, at fjern lugt af brænd i mit hjem. Jeg blev simpelthen ved med at udskyde det.
Grunden til jeg ikke fik taget mig sammen til det var, at det aldrig rigtigt føltes som den største prioritet. Hvis nu jeg ikke boede alene, ville jeg nok have en partner eller en værelseskammerat hvis brokkeri kunne sætte gang i tingene. Eller hvis jeg ofte havde besøg af venner og familie, der ville kommentere på lugten. Men sådan er mit liv bare ikke indrettet: den eneste der lider under den dårlige lugt er mig selv.
Det var først da jeg spurgte mig selv, hvad jeg ville gøre, hvis jeg skulle bo det samme sted de næste 20 år, at det blev tydeligt for mig. Jeg ville hade at sidde om 20 år, og have haft den her lugt af brand i næseborene så længe. Selv 2 år var for lang tid. Så jeg tog mig endelig sammen. Det er en god øvelse!