Kvindernes kamp for ligestilling i det danske samfund har været kæmpet på rigtigt mange forskellige fronter. Der har været store demonstrationer, afbrændinger af brystholdere og mange ledende kvinder, der har brudt folks forventninger om, hvad kvinder kan og ikke kan. Der er dog ét område, som for mig at se har været utroligt essentielt i kvindernes kamp: forfatterskab.
Da Suzanne Brøgger tilbage i 1973 udgav sin samling af essays under navnet ”Fri os fra kærligheden” var det noget, der satte gang i rigtigt mange ting. Selvfølgeligt satte det gang i kritikken hos mange mænd, og visse konservative kvinder, der mente at hendes mange brud på de sociale normer var forkasteligt. Samtidig satte hendes essays dog gang i en masse tanker hos dem, der var mere åbne overfor andre måder at tænke og leve på. Ved at formulere sine synspunkter på en stærk og sympatisk måde gjorde hun det altså muligt for en helt masse andre kvinder, at udvide deres perspektiv. Hun satte ord på ting, som rigtigt mange kvinder allerede følte, men ikke helt vidste hvordan de skulle udtrykke. Som forfatter har man altså mulighed for, at klæde sine medmennesker på til kamp: retorik og et udvidet perspektiv er de våben, der er størst behov for, i krigens tidlige fase.
Man kan selvfølgeligt ikke gøre det hele bare med ord. Enhver kan sætte sig ned og skrive ting, der lyder vigtige og provokerende. Men ægte forfatterskab kræver mere end det: det kræver at man sætter handling bag sine ord. Suzanne Brøgger skrev ikke bare bøger om, hvordan livet burde eller kunne leves: hun brød aktivt med samfundets forventninger, og levede livet på sine egne vilkår. Hun rejse verden rundt, stod ved sin fascination af det erotiske, og havde alle de elskere hun ønskede, uden at skamme sig over det. Hun var altså en drivkraft og en inspiration i sig selv: hendes bøger var bare det, der gjorde det muligt for mange mennesker, at høre hendes stemme og se de nye muligheder.
Jeg tror det er vigtigt at vi husker på, at kvindernes kamp endnu ikke er slut. Der er stadig ting at kæmpe for, og mere lighed at vinde hjem. Vi er dog i en senere fase af kampen, og det betyder, at vi er nødt til at være mere forsigtige. Hvis vores argumenter ikke længere holder, og det ligner at vi promoverer kvinder over mænd, frem for at fremme ligestillingen, så ender vi med at skyde os selv i foden. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi griber til forfatterskabet som våben igen. Som forfatter er man nødt til at argumentere dybt og ordentligt for sine tanker og synspunkter, og man er på den måde med til at forme debatten, og sikre at ingenting løber af sporet.